Moon

Så har Moon endelig fået dansk premiere.
Og lad mig starte med at sige at jeg er super bias'ed - for jeg er så forelsket i Sam Rockwell, som en 30 år, mand og far til 3 kan være uden det bliver underligt (!!!)

Jeg har ikke kunne vente. Så via det mirakuløse world wide web så jeg filmen for noget tid siden, og selv om jeg havde tårnhøje forventninger slog den fuldstændig benene væk under mig.

Forestil dig, at du skal være alene på en månebase i tre år, du har mistet den direkte kontakt med jorden, og en dag finder du en hårdt såret udgave af dig selv i et havareret månekøretøj.
Pænt 'noia.
Moon er instrueret og skrevet af Duncan Jones, der indtil dette projekt var mest kendt for at være Dawid Bowie's søn.
Sam Rockwell har den altoverskyggende hovedrolle (som man siger) og er egentlig den eneste person vi møder "live" i filmen.
Som antydet mener jeg at Sam Rockwell er en af de allermest interessante skuespillere for nuværende. The green mile, Confessions of a dangerous mind, Hitchikers guide to the galaxy eller f#@king Charlies Angels - Han leverer altid top, top præstationer. (Rart at se andre har fanget det.)
Kevin Spacey lægger stemme til computeren GERTY, Rockwell's eneste selskab på månebasen. Som bringer ikke så få minder frem om HAL 9000, hvilket sublimt understøtter den stigende mistillid man langtsomt får til robotten gennem filmen.

Moon er ikke klassisk Sci-Fi gys, men jeg ved ikke hvordan man ellers skal kategorisere den.
Den er produceret for sølle 5 mill $, et svimlende lavt beløb i Hollywood, og sammen med district 9 har den vist at Sci-Fi ikke behøver at være enorme superproduktioner eller crap.
Noget rører sig i sandhed i galaksen.