Havde igår min første rigtige fridag i hvad der synes som lang, lang tid.
Jeg har arbejdet mere end jeg burde og føler mig som en rigtig dårlig far, så det var skønt at have alle 3 unger og mor'en med i Zoologisk have, i det fantastiske vejr.
Bagefter var der "fri leg" i Søndermarken, og et eller andet ved Vega der løb rundt i den kjole hus selv havde valgt nogle timer forinden mindede mig om den gamle Red house painters sang Summerdress.
Jeg glæder mig ubeskriveligt til 1 august hvor den står på 6 ugens barsel, og derefter ferie.
Jeg ved ikke med jer - men jeg har haft en helt fantastisk weekend. Barnedåb med hele den nærmeste familie (næsten), 30 stk ialt. Verdens bedste velkomstdrink og super hygge. Grill, intermitterende solskin og strømme af kold øl.
Weekenden sluttede med at Storm, der var syg, og jeg lå i sengen og så Fantastic mr. Fox!
Og lad det være fuldstændigt klart, at har du ikke set den endnu, har du en helt fantastisk DVD oplevelse til gode.
Wes Anderson's "dukkefilm" er noget af det sjoveste og mest hjertevarme jeg har set i lang, lang tid, og så simpel i sit udtryk at selv Storm på kun 3 år kunne følge med. Med de obligatoriske "Hvad siger han far?","Hvad gør de nu?","Hvorfor kører de på motorcykel?" - men han var med.
Jeg kunne måske savne lidt af Wes Anderson's trade mark tragikomik, men igen, med så kendt og elsket materiale skal man ikke træde meget ved siden af.
At Wes Anderson selv instruerer dukkerne, og altså ikke har en dukkeinstruktør til at hjælpe sig, som det ellers er normalt at have ved dukkefilm, gør at deres bevægelser og mimik / manglende mimik virker klodset i starten af filmen. Men efterhånden som man kommer ind i filmen virker de stive dukker enormt menneskelige fordi de er instrueret- og opfører sig som mennesker.
Wes Anderson bruger stemmerne fra skuespillere der passer som mennesker og ikke som stemmer til de roller de bliver brugt i.
Altså Clooney som den smarte skurk, Bill Murray som den alvorlige men latent morsomme advokat, Willem Dafoe som "the rat", Michael Gambon som lederen af de gamle gnavne mænd.
Så stive dukker har aldrig været så levende - en ægte fabel.
Så man tror man har haft et barn der var i trodsalderen.
"The terrible Two". Men nej, nej, nej, nej, nej! Man har haft en dreng der var i trodsalderen, og det er intet - INTET at regne for at have en pige der er i trodsalderen.
Grækerne må simpelthen have haft disse små bæster i tankerne da de opfandt harpyer.
'Storm: Faa'ar!
Andreas: Ja ska.. Vega! lad så vær' med at drille din bror.
Vega: ...
Andreas: Lad ham nu være Vega.
Andreas: Og lad være med at stå foran fjernsynet - suk.
Går ud i køkkenet.
Storm: Vrææææææl!
Andreas: VEGA! Du må ikke slå.
Vega: Kigger på sin far som var han lavet af slim fra ål.
Andreas: Hør skatte, Storm bliver ked af det når du slår. Man må ikke slå, skubbe, drille eller rive.
Vega: ...
Storm: Vrææææææl!
Andreas: ELLER SPARKE!
Min dybeste medfølelse går til Magnus, Søren, Henrik og alle jer andre der kun har piger - og flere af dem. Hold ud, en dag bliver de store og.......
Jeg har været lidt fraværende - lidt bagefter - ja man kan vel sige at jeg har været direkte væk. Familien og jeg har lavet en god gammel Shift-a-roo og har indtil engang til sommer slået os ned her. <---
Her er pænt og koldt, eller bare pænt koldt! Men jeg glæder mig til at vise jer billeder af min Legebil. Den har blå blink og det hele...
Efter 18 dages vidunderlig barsel er det tilbage på jobbet.
Og hvilken "herlig" dag at starte igen.
Med en lille dreng kun 19 dage gamel derhjemme, og kun 2 mdr tilbage af min midlertidige stilling (som jeg ikke selv bad om!) er det svært helt at have hjertet med sig.
Krydder så dette med at det småregnede da jeg cyklede på arbejde idag, Vega ville ikke afleværes i vuggestue, Storm kom op at slås med en af de andre drenge efter 30 sekunder i børnehaven, jeg glemte min madpakke hjemme, min iPod var løbet tør for strøm, min indbakke er højere end babeltårnet og der er håndværkere på mit kontor så jeg må bruge computeren i konferencerummet og have samtaler i køkkenet!!!
Aaaaaaah.
Heldigvis har jeg det sorte cowboybæltet på, 3 dage gamle skægstubbe og kaffen på kontoret er meget, meget black.
Jeg er så heldig at have en vidunderlig svigerinde. (Er der ikke det éns kærestes søster hedder?) Og hun er så heldig at have en vidunderlig kæreste. Og jeg er så heldig at de endnu ikke har nogle børn. Dette er enormt praktisk når man selv har 2 og endnu en på vej, for det betyder at de har uanede mængder kærlighed i overskud, som de kan give til mine børn, når jeg trænger til at vise min kæreste lidt kærlighed... En anden fordel ved at have familie der ikke har børn, er at de rejser meget. Hvilket betyder at de ind imellem finder små perler ude i verden som de med stor gavmildhed deler ud af når de kommer hjem. Her mener jeg selvfølgelig ikke de perler, der får tæv af politiet, men dem der er blanke og sjældne og som man skal skatte og passe godt på ikke bliver væk. Den sidste sådan perle jeg har fået, er en graphic novel købt i New York.
Den består af 4 short stories der alle foregår i og omkring en blokken 55 Dropsie Avenue i 30'ernes New York. Historierne er halvt fiktion halvt selvbiografi. Det tydeligste eksempel er titelhistorien A contract with god der tydeligt handler om forfatterens eget tragiske tab af sin datter der døde som kun 16 år gammel.
Bogen synes frisk og nutidig på trods af, at den har omkring 30 år bag sig nu, og er man fan af graphic novels og tegneserier der er lidt mørkere end Anders And, er det stort at sidde med bogen der en gang for alle slog fast, at tegneserier også er for voksne!
Opslag
