I Norge er påske lig med ture i fjeldet med Kvik Lunch og appelsiner (?).
Og krimier!
Der er krimier i TV, aviser og endda på mælkekartonerne.
Så der er meget passende at jeg her i påsken endeligt fik mulighed for at se Shutter Island som jeg har set meget, meget frem til. Meget, meget længe. Jeg har
tidligere skrevet om hvorfor jeg havde så stort håb til filmen, og selvom den har fået
hårde anmeldelser må jeg jo konstatere at jeg endnu engang er fuldstændig uenig med de danske anmeldere og deres vurdering af en Scorsesefilm.
Som stor fan af bogen bag filme synes jeg filmen er fantastisk. Tro mod bogen - men sin egen, præcist som jeg havde håbet på.
Og at Leonardo skulle
overspille!!! Tsk, tsk, tsk Sophie. Én sølle gang bruger Leonardo sin trademark "high pitch" som han ellers ikke plejer at være nærig med, og det endda på det helt rigtige tidspunkt, så sætningen "I can't let her go!" bliver den vigtigste i hele filmen.
Den let overdrevne brug af kropssprog og ar-ti-ku-le-ring rammer tiden for historien perfekt. Se bare
Mad Men! De har vundet et utal a priser for nøjagtigt det samme.
Shutter Island er ikke et udviklingsdrama eller en episk fortælling men en plot-drevet krimi/thriller så at prøve at sammenligne den med Scorseses tidligere mesterværker er som at sammenligne æbler og bananer.
Som malurt i bægeret må jeg sige at scenen med Teddy og Rachel i grotten er sær og unødvendig - men det var den allerede i bogen. Og at slutningen skal opblødes bare en lille bitte smule, havde man heller ikke behøvet. En mere "uafklaret" slutning, som i bogen, ville have givet filmen en sidste skarp kant.
Alt i alt - two thumbs way up!
Opslag
