"Walking on, walking on broken glas"

Jeg har aldrig gået på hverken glødende kul eller knust glas. Men når samtalen falder på Tim Burtons nye Alice in Wonderland har jeg det lidt som om jeg står på noget tilsvarende.

Jeg føler at jeg tripper rundt uden at vide hvor jeg skal sætte mine fødder eller hvor jeg skal stå.

Recepten lader til at være en sikker succes:

1) En semiuhyggelig, semikitch historie.

2) En halvtosset, lidt skæv men meget, meget charmerende rolle spillet af Jonny Depp.

3) En lige så skæv, uhyggelig og mærkeligt erotisk rolle spillet at Helena Bonham Carter.

4) Og så er det hele pakket ind i en masse lækker cutting edge CGI.

Lyder fantastisk og jeg kan knap nok vente, meeeeeeeeeeeeeeeeeeeeen har vi ikke ligesom set det før?

Charlie and the Chocolate Factory, Corpse Bride og Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street er faktisk efter fuldstændigt samme skema.

Er man ikke helt så striks med at alle fire punkter skal være overholdt, og kigger man hos andre instruktøre bliver listen meget, meget lang.

Spørgsmået er så om det gør Alice dårligere at vi "har set den før"? Og selvfølgelig gør det ikke det, men jeg kan ikke lade være med at sukke lidt og tænke: "Kom nu Tim". Det virker som om han er blevet mæt og fed, og har midstet noget af det mod og den vilje til at tage sindsyge chancer der gjorde dig til den instruktør han er. Mange af hans film er stadig blandt mine klare favoritter og Alice in Wonderland bliver helt sikkert uforglemmelig. Jeg kunne bare håbe at Tim Burton overraske os med noget helt nyt som han gjorde før i tiden. Der er desværre ikke meget der tyder på det. Indtil videre er hans næste to bekræftede projekter en filmudgave af sæbeoperaen Dark Shadow med en havltosset, lidt skæv og meget, meget charmerende vampyr spillet af Jonny Depp og Frankenweenie en genindspilning af hans egen kortfilm fra '84, nu som stopmotion og i 3-D.

Øv!